Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

LEAPS FAQ

Er en LEAPS-skole en almindelig folkeskole?

Ja, selvom vi er en LEAPS skole, så er vi også en helt almindelig folkeskole, der er forpligtet til at leve op til folkeskolelovens krav. Der bliver undervist i alle de samme fag, som på en mere traditionel folkeskole, men undervisningsformen er på nogle tidspunkter forskellig.

 

Hvad er LEAPS egentlig?

LEAPS står for: Læring og Engegement gennem Autentiske Projekter med fokus på Science. LEAPS er en innovativ skoleform, der har til formål at give eleverne de kundskaber med, som de vil få brug for i fremtidens vidensamfund. Det bestræbes at LEAPS-projekter både kan give plads til STEM-fagene (Science, Technology, Engineering and Mathematics), såvel som humanistiske og kreative fag. Science skal således forstås i en bredere sammenhæng end blot Naturvidenskab. Det er science-tankegangen, den nysgerrige, analyserede tilgang til løsning af diverse problemstillinger, som er i fokus. Det være sig i alle fag, at science tankegangen inddrages i videres mulig omfang.

 

Hvorfor har man på Sønderskov-Skolen valgt at være en LEAPS skole?

Vi mener, det er meget vigtigt, at eleverne lærer yderligere færdigheder, som fremtidens arbejdsmarked efterspørger i endnu højere grad end i dag. At man kan arbejde tværfagligt, gruppebaseret på tværs af kompetencer samt analyserende og løsningsorienteret. Tilmed er det vigtigt, at eleverne bliver bevidste om deres læring og kan formidle budskaber på mange forskellige måder til forskellige modtagere. Vi mener derudover, at LEAPS giver eleverne en varieret og sjov hverdag, så det altid er interessant og releverant at komme i skole. Eleverne skal være i centrum og føle sig værdsat. Nytænkende, nysgerrige elever og lærere mener vi i fællesskab gør hverdagen bedre og øger interessen for at gøre sig umage hver dag.

 

Har man et almindeligt skoleskema med timer?

Ja, alle har et helt almindeligt skoleskema at følge. Skemaet følges i stor udstrækning, men som LEAPS-skole er skemaerne struktureret, så det i perioder med mere projektbaseret undervisning er muligt at omorganisere skemaet, så timerne er mere dynamiske og mere praktisk orienterede.

 

Hvordan ser en ”normal” hverdag ud i LEAPS?

En skoledag på en LEAPS skole vil i perioder ligne hverdagen på en hvilken som helst anden folkeskole, så man følger et normalt skema og har fag-faglig undervisning på det niveau eleverne er. Dog forsøges det i langt højere grad at trække en rød tråd mellem fagene, så man f.eks. i dansk læser lidt fagligt materiale, der omhandler samme emne, som man i matematik kan lave beregninger på baggrund af, samtidig med at man f.eks. i de kreative fag laver aktiviteter, som drager en sammenhæng mellem fagene.

 

Det kan udefra opfattes som om, at LEAPS undervisningen er ustruktureret og uden retning. Får eleverne bare frie tøjler?

Nej, der er meget struktur i undervisningen – faktisk meget mere end normalt. Strukturen sikres bl.a. ved brug af undervisningsværktøjer i form af protokoller. I LEAPS-projekter er tværfaglighed i højsædet, og derfor oplever eleverne et stort samspil, fagene imellem, som vi tror på vil gavne eleverne på den lange bane til at kunne forstå og analysere komplekse problemstillinger. Et LEAPS projekt starter altid med et ”kick-off”, som har til hensigt at vække elevernes nysgerrighed for forløbet. Der udarbejdes projektbeskrivelser og stilles et undersøgende spørgsmål, som man ikke umiddelbart har svaret på forhånd, og projektforløbet afsluttes altid med et produkt – det være sig enten et fysisk produkt i form af kreative kreationer eller en fremlæggelse for enten et ”kendt” (familie) eller ukendt publikum, som projektet er rettet mod. Et projektforløb giver således eleverne en tydelig forståelse af, hvad der skal arbejdes med, hvad målet er, og hvorfor det er vigtigt at være en del af hverdagen i projektarbejdet. Ingen kan undværes, når alle ved, at man indgår i et team og bidrager i fællesskab. Det mener vi, er en meget vigtig læring, eleverne får med på vejen.

 

Hvem er ansvarlige for, at eleverne lærer, det de skal via LEAPS?

Skolen er en almindelig folkeskole, og lever op til de samme krav som alle andre folkeskoler i Danmark. Det er derfor skolens leder, der i sidste ende er ansvarlig for elevernes læring og udvikling, i samarbejde med personale, forældre og naturligvis elever. I den praktiske dagligdag er det lærerne, der sikrer, at fagligheden er i orden. Vi følger de samme overordnede rammer for tests, prøver mv. som alle andre folkeskoler. Vi er af den overbevisning, at eleverne lærer det de skal fagligt + en masse ekstra færdigheder, som det er sværere at måle på, men som de vil få stor gavn af fremadrettet for at være godt rustet til eksempelvis fremlæggelser og eksamener.

 

Hvad med de fag, der ikke indgår i et projekt, hvordan sikrer man undervisningen her?

I projektuger vil de fag, der ikke indgår i et givent projekt, fortsat blive undervist efter det almindelige, fagopdelte skema. Disse fag vil derfor følge en mere traditionel undervisningspraksis. Et fag kan være inddraget i ét projekt, hvor det giver mening, og undladt i et andet projekt. Der er ikke nogen fast plan for, hvilke fag der skal indgå i et projekt, men der bliver fra projekt til projekt vurderet, hvilke fag der giver bedst mening.