Sønderskov-Skolen
Grundtvigs Allé 100
6400 Sønderborg
Sikker skolevej
Vi synes, det er vigtigt, at børnene lærer at færdes i trafikken - gerne ved at cykle eller gå i skole. På Sønderskov-skolen vil vi derfor gerne bidrage til at skabe så gode betingelser som muligt for en sikker skolevej.
Der er rigtig meget trafik ved skolens område i morgen- og eftermiddagstimerne. Derfor vil skolen og forældrebestyrelsen gerne opfordre til, at alle forældre og personale udviser opmærksomhed og følger de almindelige færdselsregler og overholder skiltningen, når vi færdes ved skolens område.
På cykel eller gå-ben
Vi anbefaler, at børnene cykler eller går til og fra skole. Skolevejen skal være øvet mange gange sammen med en forælder, før børnene går eller cykler på egen hånd.
Hvis du cykler, skal du huske at tjekke om cyklen er lovlig. Vi opfordrer til, at der bæres cykelhjelm.
Elever kan på eget ansvar parkere cykler i cykelstativerne ved Grundtvigs Allé, Ørstedsgade eller i cykelkælderen.
På el-løbehjul
El-løbehjul er kun tilladt at køre på selv for elever over 15 år, og cykelhjelm og lys er et krav. Er du under 15 år, skal du være ifølge med en voksen over 18 år.
El-løbehjul kan parkeres ved cykelstativerne ved Grundtvigs Allé, Ørstedsgade eller i cykelkælderen og må ikke medbringes i klasserne eller på gangene.
I bil
Hvis du kører/henter dit barn i skole i bil, er der mulighed for parkering tre steder i nærheden af skolen. Det foregår bag ved gymnastiksalene og på P-pladsen på Ørstedsgade eller ved Sønderskov Hallen på B.S. Ingemanns Vej. Lad så vidt muligt jeres børn selv gå ind i skolen, så der ikke opstår flaskehalse på parkeringspladsen.
Vær opmærksom på, at af- og pålæsning af elever kun er tilladt på Mut og Smut-banen på Grundtvigs Allé og ikke på Ørstedsgade, på den side af vejen, hvor skolen ligger. Da der opstår farlige situationer for gående og cyklende elever, hvis bilen vendes på Ørstedsgade, opfordres man til at køre på P-pladsen på Ørstedsgade og sætte sit barn af her og/eller vende bilen der.
Skolepatruljen
Skolepatruljen er tilstede fra kl. 07.40 – 07.55 ved fodgængerfelt på Grundtvigs Allé samt ved fodgængerfeltet ved Sdr. Landevej. Skolepatruljen styrer alene trafikken for gående trafikanter ved fodgængerfeltet.
Vis respekt for skolepatruljen, de gør et stort stykke arbejde for at passe på skolebørn i trafikken.